Furesø Kommune
- Optimering af anvendelsesgraden af kommunens idrætsanlæg
- 37 sensorer i gymnastiksale, haller og kunstgræsplæner.
- 2023
Furesø kan nu tjekke om bookede haller og baner bliver brugt
Furesø Kommune er klar til at lave digital aktivitetsregistrering i alle haller og kunstgræsbaner for at følge kapacitetsudnyttelsen og optimere anvendelsesgraden af kommunens idrætsanlæg.
Når hal- og banetider fremover skal fordeles blandt foreningerne i Furesø Kommune, kan et nyt datagrundlag hjælpe på vej til bedre udnyttelse af faciliteterne og dermed bedre mulighed for haltider for foreningerne.
Furesø Kommune har hen over sommeren 2023 opsat og testet aktivitetsregisterings- og analyseværktøjet HallMonitor og koblet det sammen bookingsystemet WinKAS, så kommunen kan få et præcist datagrundlag for fordelingen af hal- og banetider fremover.
”Førhen var vi ude at tælle manuelt og slå streger på et papir for at finde ud af, hvor mange der brugte hallerne, men nu har vi været ude i hallerne for at opgradere og kalibrere alle vores HallMonitor sensorer, så vi er sikre på, at de måler præcist, og vi kan lave optællingen digitalt. Dermed kan vi hurtigere afdække, om faciliteterne bliver udnyttet optimalt gennem hele året og bedre fordele hal- og banetider mellem foreninger og klubber,” siger Henrik Arp fra teknisk team i Center Borgerservice og Kultur.
Fair fordeling
Furesø Kommune ligger i Storkøbenhavn med en bred vifte af idrætsfaciliteter, styret centralt fra. Her er et godt mix af gamle haller og traditionelle faciliteter til topmoderne stadions. Som i alle andre kommuner oplever forvaltningen også her, at nogle foreninger og klubber går frem i medlemstal, mens andre går tilbage eller lukker. Samtidig er der sæsonudsving med større pres på hallerne i vinterperioden.
”I takt med at behovet for haltider skifter, kan HallMonitor bruges til at få overblik over belægningsgraden på den enkelte hal. Her vil vi f.eks. hurtigt få overblik over, hvor der er ledige tider, eller vi kan få indblik i, om det kan give mening at flytte en forening eller klub fra en hal til en anden for at opfylde nogle ønsker om mere haltid.”
Et problem, der opstår en gang imellem, er, at foreninger og klubber holder på tiderne. Netop her er det optimalt at have statistik.
”I de tilfælde kan vi gå i dialog med klubben og sige: Torsdag eftermiddag kan vi se, at I ikke bruger jeres tid. Vi har faktisk en ny klub, som godt kunne bruge den,” fortæller Henrik Arp.
Mere spil og mindre spild på kunstgræsbaner
En sportsgren, som har kronede dage i Furesø, er fodbold, hvor der både er gamle og nye klubber, som vinder frem. Det har skabt en stor interesse for kommunens kunstgræsbaner, hvor der kan spilles hele året. For at få mere spil og mindre spild til glæde for alle er HallMonitor blevet sat op udenfor.
”Vi har fodboldklubber, som har fokus på eliten, og andre, som har fokus på bredden. De ønsker alle tider til deres medlemmer. Netop her kan HallMonitor være med til at give et overblik og hjælpe med en optimal fordeling af banetider – ikke mindst hvis klubberne står over for at skulle vurdere, om de kan optage flere medlemmer den kommende sæson,” siger Henrik Arp.
Dialog på tværs af kommunegrænser
Med overblik over aktivitetsregistrering i kommunen, kan HallMonitor også bruges i et større perspektiv til koordinering med de omkringliggende kommuner. Ifølge Henrik Arp kan fordeling af haltider på tværs måske spare byggeriet af en ny hal i en kommune og være et led i en grøn omstilling.
”Der er helt klart et potentiale i at gå i dialog med nabokommuner. I Furesø har vi måske noget kapacitet, vi ikke bruger, så kan foreninger og klubber i nabokommunerne få tider hos os eller omvendt. Det er jo dyrt at bygge og drifte en hal, og det koster på CO2-regnskabet, så kan man udnytte kapaciteten lidt bedre, vil det blot være win-win for alle parter.”
Nysgerrig på at høre mere?
+45 9395 9388
info@hallmonitor.dk
Man-torsdag kl. 8 - 16
Fredag kl. 8 - 15